Det er et spørgsmål, som jeg har fået en hel del gange i mit virke som blogger på Stayclassy.dk. Senest var i det forbindelse med en artikel, jeg skrev omhandlende lækre prisvenlige ure, der er værd at ønske sig.

Jeg postede artiklen på Stay Classy’s Facebook, hvor jeg fik denne kommentar:



Altså en følger der ikke mente, at urene var classy nok, fordi prisniveauet ganske enkelt ikke var højt nok.

Ganske uenig med hans kommentar besvarede jeg med følgende kommentar:



Egentligt føler jeg lidt, at jeg lukker diskussion med mit modargument, men jeg vil gerne forlænge argumentet med lidt flere sætninger.

EN CHEESEBURGER FEJLER IKKE NOGET BARE FORDI DER FINDES MICHELINRESTAURANTER

At være negativt indstillet over for ure, der ikke er født med håndlavet mekanisk urværk i en hemmelig kælder lavet af guld et sted i Schweiz, svarer lidt til at være negativ over for en saftig cheeseburger, fordi der findes eksklusiv gourmetmad fra michelinrestauranter som Geranium. 

Det kan godt være, at det er helt formidabelt at spise på Geranium, men det er ikke altid, at man har behov for det bedste, fineste og mest ekstravagante. Nogle gange er den prisvenlige løsning den bedste.

Og samme princip mener jeg gør sig gældende for ure. Nogle gange er jeg i humør til at bære mit elskede Breitling Windrider Chronomat. Andre gange vil jeg hellere have mit stilrene grå Arne Jacobsen ur om håndleddet. Der er også tit dage, hvor jeg går all-in på at kombinere farverne.

Hvis jeg eksempelvis har en hvid t-shirt på, blå shorts og hvide sneakers forneden, er jeg selvfølgelig nødt til at tage mit klassiske blåhvide Daniel Wellington ur på. Det er klart!

FORANDRING FRYDER SOM SAGT 

Det har jeg allerede været inde på. Det er skide rart at have forskelligt om håndleddet, særligt fordi vi mænd ofte ikke har andre smykker. Uret er for langt de fleste af os the-go-to-accessory. Og derfor giver det også mening at have en ursamling, der tæller mere end et enkelt.

Tag ikke fejl. Jeg kan sagtens have mit Breitling på hver dag, men grundlæggende bryder jeg mig ikke om det. Det er der flere årsager til.

Jeg hader eksempelvis at have mit dyre ur på, når jeg opholder mig sketchy steder. Det kan være en bytur i Athen. Ferie i Thailand. Road trips, men også mega våde byture hvor man ikke er helt sikker på, hvad  fanden man laver.

Det kan godt være, at det bliver hverdag at eje et dyrt ur, men man må ikke glemme, at det stadig er 50k+, der sidder på håndleddet. Det er altså mange penge. 

Ofte finder jeg det også bare mere praktisk at have et knap så fancy ur på. Det er ikke hver dag, at jeg er interesseret i at svinge et flashy ur, hvor folk ikke er i tvivl om, at det koster kassen. Jeg kan også godt lide at holde lav profil på den stilede casual facon.

Wear and tear!!!

Jep, det er endnu et ret godt argument for, hvorfor det giver glimrende mening at have forskellige billige ure i sin ursamling. Uanset hvilket ur du ejer, vil du altid slide det meget hurtigere, når du har det på hver eneste dag. 

ET BILLIGT UR KAN ALDRIG TRUMFE ET DYRT 

Det giver jo sig selv. Hvordan skal et Daniel Wellington ur nogensinde kunne konkurrere med et Audemars Piguet Royal Oak? 

Det er dog ikke et argument for, at de prisvenlige designerure ikke bør tages seriøst. Det er nemlig et helt andet slags ur, og derfor giver det ikke mening at sammenligne de dyre ure med de billige.

I dag handler det om at se godt ud. At være unik og kreativ med sammensætningen af sin påklædning. Her er de mange nye fabrikanter i branchen for prisvenlige designerure et dejligt frisk pust, som de fleste af os ikke kan få nok af.

Så nej, et ur til 1300 kroner er der ingen som helst grund til at kimse af.